Undervisningsaktiviteter på tegnsprog og tegnstøttet kommunikation
Projekt Undervisningsaktiviteter på tegnsprog og tegnstøttet kommunikation er godt i gang med de undervisningsaktiviteter, som skal afprøves i projektet.
På kurset Visuel kommunikation og dansk tegnsprog den 15. maj 2024 deltog 24 forældre, pædagoger, lærere og logopæder, som udgør familie og netværk omkring de fire børn i projektet. Her fik de indføring i forskellige kommunikationsformer, som indeholder tegn, og om dansk tegnsprog. Og så blev der gået til makronerne med gennem lege at få lært nogle grundlæggende tegn.
Den 6. juni kom to af børnene på deres første besøg på Fredericiaskolen sammen med deres støttelærer. Lidt beklemte ved situationen trådte de to drenge ind på en fremmed skole – men hurtigt opdagede de, at de andre elever også brugte hænderne i kommunikationen, og gennem frikvartersleg og legende undervisning faldt de hurtigt til og udfoldede sig gennem tale og tegn i samvær og leg.
Trætte, men glade, kørte de hjem. En støttelærer fortæller:
”Han havde en virkelig god dag og blev meget ked af, at han ikke skulle afsted igen dagen efter.”