Børns hverdag er ofte præget af rutiner og rutineprægede aktiviteter – og her er julen i særdeleshed ingen undtagelse. Mange familier har nemlig helt særlige traditioner og begivenheder, som finder sted i december år efter år.
Jul med AV-strategier
Julen er derfor en oplagt mulighed for at anvende den auditiv-verbale strategi sabotage til at skabe dialog om nogle af de særlige juletraditioner, I har i familien.
Saboter julen
Jul med sabotage er en måde at skabe en uventet situation med ting eller rutiner, som ikke stemmer overens med barnets forventninger. Strategien er med til at fremme dialog, hvor barnet får mulighed for bruge sit sprog og øve sine kommunikative færdigheder. Strategien hjælper med at udvikle barnets fælles- og auditive opmærksomhed, ligesom den udvikler barnets evne til at producere længere ytringer. Du kan f.eks. anvende sabotage ved at:
- Hænge julesokken et andet sted, end den plejer at hænge
- Vende chokoladejulekalenderen på hovedet
- Bede barnet om at hente pebernødder i tøjskabet
- ”Glemme” at give barnet en saks, når det skal klippe julepynt ud
Når du gør noget skørt eller uventet, skal du afvente barnets reaktion. Barnet får en rolle i at opdage og gøre opmærksom på “fejlen”, og dermed opstår der dialog. Sabotage skaber gode muligheder for fælles opmærksomhed.
Barnet vil typisk reagere ved at italesætte det skøre eller uventede, men gør barnet ikke det, kan du tilføje et: ”åh åh” eller ”hov, hvad er der sket der?”. På den måde skaber du en opmærksomhed på, at der er sket eller sagt noget, som ikke er, som det plejer.
Drillenissen flytter ind
Hvis I har besøg af en (drille)nisse i jeres familie i julen, kan du også vælge at lade den stå for jul med sabotage. F.eks. kan drillenissen farve mælken til havregrynene blå, putte ris i vinterstøvlerne eller noget helt tredje. Det er sjovt for barnet at gå på opdagelse i drillenissens juledrillerier, og samtidig skaber det gode muligheder for fælles opmærksomhed og dialog, hvor barnet får brugt sit sprog.
Rigtig god 1. december!