På specialskolerne arbejder speciallærere, pædagoger og PPR hver dag med elever, der har sammensatte tale-, høre- og kommunikationsudfordringer – nogle gange i kombination med andre vanskeligheder. Det kræver både solid erfaring og et fælles, tydeligt fagligt fokus. I vores samarbejde med specialskoler er opgaven typisk at skærpe blikket på de ressourcer, der allerede er til stede – og samtidig kvalificere de pædagogiske og didaktiske valg i hverdagen.
Samarbejde med afsæt i skolens praksis
Når vi indgår i rådgivningsforløb, tager vi altid udgangspunkt i skolens eksisterende praksis, kultur og elevgruppe. Gennem fælles drøftelser, observationer og faglige oplæg arbejder vi med, hvordan lyttevilkår, kommunikation og struktur kan understøtte elevernes deltagelse og trivsel – og hvordan de forskellige fagligheder på skolen kan bringes endnu bedre i spil.
Forløbene kan variere i omfang og form, men et gennemgående fokus er at skabe fælles refleksion og justeringer, der giver mening i hverdagen – både for elever, personale og de samarbejdspartnere, der er tæt på skolen.
Erfaringer fra specialsporet på Baltorpskolen
Specialsporet på Baltorpskolen i Ballerup har sammen med deres tilknyttede PPR-medarbejdere i Tale/Høre-afdelingen deltaget i et længere VISO-rådgivningsforløb med Hørerådgivningen – Børn & Unge. Forløbet bestod af observationer i praksis, opfølgende sparringsmøder og faglige oplæg der blev arbejdet med skolens konkrete erfaringer, faglige spørgsmål og muligheder i hverdagen.
Pædagogisk leder Laila Bernth (til venstre på billedet) beskriver forløbet sådan:
“Gennem de sidste otte måneder har vi som personalegruppe, sammen med vores tilknyttede PPR-medarbejdere i Tale/Høre Afdelingen på Baltorpskolen i Ballerup, modtaget et meget professionelt og relevant VISO-rådgivningsforløb fra Hørerådgivningen – Børn & Unge.
Vores oplevelse af rådgivningsforløbet har været yderst positivt og meget specifikt i forhold til de udfordringer, vi oplever i vores hverdag som undervisningstilbud for børn og unge med tale- og eller høreudfordringer. Vi er blevet bekræftet i, at vi gør et godt arbejde og mindet om hvorfor vi skal og hvordan vi kan, gøre det endnu bedre for vores elever. Ligesom vi har fået præsenteret nye og spændende pædagogiske og didaktiske tilgange til, hvordan vi bedre imødekommer vores elever med komorbiditet.”

Skærpet fokus på det vigtige – til gavn for eleverne
Udtalelsen peger på noget centralt: At rådgivning kan være med til både at bekræfte det, der fungerer, og åbne for nye tilgange til de mest komplekse elevgrupper. Når eksisterende viden og erfaring på skolen kobles med specialiseret høre- og kommunikationsfaglighed, styrkes det fælles grundlag for at skabe læringsmiljøer, hvor elever med tale- og høreudfordringer – og komorbiditet – kan deltage, udvikle sig og trives i deres hverdag.
Oplever du behov for sparring eller har du en nysgerrighed på mulighederne for et rådgivningsforløb?


