Den 2. april markerer FN International Autismedag med temaet “Autism and Humanity – Every Life Has Value”. Dagen sætter fokus på, at alle mennesker – også børn og unge med autisme – har en iboende værdi og ret til at deltage i samfundet på lige vilkår. Gennem de seneste år har fokus bevæget sig fra opmærksomhed til accept, forståelse og inklusion. Det handler ikke kun om at kende til autisme – men om at skabe rammer, hvor forskellighed anerkendes, og hvor alle har mulighed for at trives og bidrage.

Neurodiversitet som en styrke
FN peger på, at neurodiversitet er en vigtig del af vores fælles fremtid. Når samfundet rummer forskellige måder at tænke, sanse og være på, styrker det både kreativitet, innovation og fællesskaber.
For børn og unge med autisme kan sanseoplevelser – herunder lyd – spille en rolle. Nogle oplever lyd som overvældende eller uforudsigelig, mens andre har vanskeligheder med at tolke og sortere lyde. Det kan have betydning for deres deltagelse i skole, fritid og i sociale sammenhænge.
Når lyd påvirker deltagelse
I Hørerådgivningen – Børn & Unge møder vi børn og unge med autisme, som også har høreudfordringer som lydfølsomhed (hyperakusis), tinnitus, misofoni eller vanskeligheder med auditiv bearbejdning (APD).
Når lyd bliver en barriere, kan det påvirke både trivsel, læring og muligheder for at indgå i fællesskaber. Derfor er det vigtigt at se høreudfordringer som en del af barnets samlede forudsætninger – og ikke som et isoleret problem. Små justeringer i lydmiljøet og en øget forståelse hos de voksne omkring barnet kan være afgørende for, bedre deltagelsesmuligheder.
Ret til deltagelse og støtte
FN’s tema understreger vigtigheden af lige rettigheder og adgang til støtte. For børn og unge med autisme og høreudfordringer betyder det, at de skal mødes med viden, forståelse og relevante tilpasninger i deres hverdag.
I Hørerådgivningen – Børn & Unge tilbyder vi specialiseret rådgivning og udredning til dagtilbud og skoler. Vi arbejder tværfagligt og bidrager til at styrke fagpersoners viden og handlemuligheder, så flere børn får adgang til inkluderende lærings- og deltagelsesmiljøer. Vi tilbyder også materialer, kurser og webinarer med fokus på blandt andet lydfølsomhed og gode lydmiljøer.
Når vi anerkender, at alle liv har værdi, forpligter det os til at skabe rammer, hvor forskellighed respekteres, og hvor alle børn og unge kan trives. Inklusion handler ikke om at tilpasse barnet til omgivelserne – men om at udvikle omgivelser, der giver plads til flere måder at være i verden på.


