– Alle børn har ret til sprog!
Adgang til sprog er grundlaget for udvikling, deltagelse og trivsel.

Sprog er mere end ord. Sprog er identitet, tilhørsforhold, læring og trivsel. For de børn og unge, vi arbejder med i Hørerådgivningen – Børn & Unge, kan modersmålet have forskellige former. Fælles er behovet for at blive mødt i et sprog, de har adgang til, og som giver mening i deres hverdag og fællesskaber.
På UNESCOs Internationale Modersmålsdag sætter vi fokus på, at sproglig mangfoldighed er en styrke. Børn får adgang til sprog på forskellige måder og gennem forskellige kommunikative løsninger, og det afgørende er, at de tidligt får mulighed for at udvikle stærke sproglige kompetencer. Det styrker både deres læring, deltagelse og muligheder senere i livet. Det gælder også for børn, der vokser op med flere sprog, eller i familier hvor sproget i hjemmet er et andet end det, de møder i dagtilbud og skole – for eksempel børn i familier, hvor tegnsprog er en naturlig del af hjemmesproget.
Tidlig og tilstrækkelig adgang til sprog er afgørende for alle børn – også børn med hørenedsættelse. Når børn får den rette støtte til deres sproglige udvikling fra starten, styrkes både udvikling, læring og trivsel. Manglende adgang til et sprog, kan derimod få store konsekvenser. Derfor har vi som fagpersoner, uddannelsessystem og samfund et fælles ansvar for at understøtte børns sproglige udvikling og sikre gode deltagelsesmuligheder.
Hørerådgivningen – Børn & Unge har udarbejdet en køreplan for indsatser til børn og unge med hørenedsættelse, som kommunikerer med tegnstøtte eller tegnsprog. Du finder den her.
Lad os give plads til alle sprog – og bygge inkluderende fællesskaber sammen.


