Sommeren er over os, solen skinner og for mange familier betyder det blandt andet, at det er tid til udflugter og ture til stranden. I dette HøreAktuelt finder du inspiration til, hvordan du som forælder eller pårørende til et barn med hørenedsættelse kan inddrage forskellige auditiv-verbale strategier, når I skal på stranden og nyde det gode sommervejr.

Allerede inden I tager afsted til stranden, kan I bruge AV-strategien Auditivt først, når strandtasken skal pakkes. Strategien går ud på, at information deles via hørelsen først for at styrke barnets evne til at lytte. Barnet med hørenedsættelse kan hjælpe med at pakke strandtasken, og du kan give instruktioner som: “Kan du finde et håndklæde, dine dykkerbriller og badetøj?” uden f.eks. at pege. Hermed får barnet mulighed for at høre beskeden uden visuel information, hvilket styrker evnen til at lytte og forstå det hørte. Hvis barnet har svært ved dette, kan du prøve at bruge AV-strategien Auditiv sandwich, hvor du også først deler informationen udelukkende auditivt, derefter fulgt af visuel information og til sidst auditiv information igen. Det kan således være, at alle tingene, der skal pakkes, ligger ved siden af strandtasken og du siger til barnet: “Kan du pakke solcremen?”. Hvis barnet udviser tvivl eller forvirring, kan du give visuel information f.eks. ved at pege på solcremen, hvorefter du gentager auditivt: “Kan du pakke solcremen?”. Denne strategi praktiserer “Sig det – vis det – sig det”.
Giv valgmuligheder på stranden
Når I er ankommet til stranden, kan du benytte dig af AV-strategien Giv valgmuligheder. Ved at give valgmuligheder opfordres barnet med hørenedsættelse til at byde ind. Strategien kan bruges til at støtte barnet i at lære nye ord, kategorier og begreber. Det kan være, at I skal bygge et sandslot sammen. Her kan du f.eks. spørge barnet: “Skal vi bruge den røde spand eller den blå spand?”. Det kan også være, at I har taget mad med på stranden, og at du derfor kan spørge barnet: “Vil du helst have jordbær eller melon?”. Selvom du måske godt ved, hvad barnet ønsker, er det alligevel en god idé at give valgmuligheder, da du derved opfordrer barnet til aktivt at bruge sit sprog til at udtrykke et ønske og ikke blot fx nikke eller ryste på hovedet eller svare ja eller nej.
Sabotage i strand-aktiviteter
En anden AV-strategi, som I kan bruge på jeres strandtur, er Sabotage. Med denne strategi kan du skabe sjove situationer, hvor barnet får mulighed for at bruge sit sprog. Med sabotage menes der, at du laver bevidste fejl eller siger noget skørt, som barnet skal opdage og gøre opmærksom på. Det kan f.eks. være, at I skal fange krabber på stranden. Her kan du bevidst vælge at vende fiskestangen på hovedet, og derefter afvente barnets reaktion. Når du har gjort noget skørt eller uventet, afventer du, at barnet kommenterer eller retter fejlen. Det kan således starte en dialog mellem jer. Hvis barnet ikke reagerer, kan du selv henlede opmærksomheden på sabotagen ved f.eks. at sige: “Hov!” eller “Åh åh!”. Denne AV-strategi skaber gode muligheder for fælles opmærksomhed, men det er vigtigt, at du bruger den med måde, da barnet også skal bibeholde tilliden til dig.
Lyttemiljøet på stranden
Udover at inddrage forskellige AV-strategier, kan det være en god idé at være opmærksom på, hvordan lyttemiljøet på stranden er anderledes, end det er hjemme hos jer selv. Der kan være mere baggrundsstøj i form af musik, lyden af bølgerne eller andre børn, der løber rundt og leger på stranden. Af disse årsager kan det blive sværere for barnet med hørenedsættelse at opfange tale. Det kan derfor være værd at overveje, hvor I slår jer ned på stranden – evt. væk fra høj musik eller hvor der er flest mennesker og dermed mest støj. Samtidig er det en oplagt mulighed for at tale om de nye lyde, som omgiver jer.
Rigtig god fornøjelse og hav en dejlig sommer.


