Børnehavebarn - perceptiv hørenedsættelse

Audiologiske diagnoser

Perceptiv hørenedsættelse

Hvad er perceptiv hørenedsættelse?

Perceptiv hørenedsættelse, også kendt som sensorineural hørenedsættelse, er en tilstand, der påvirker evnen til at opfatte og forstå lyde. Perceptiv hørenedsættelse skyldes problemer i det indre øre eller nerverne, der sender impulser fra indre øre til hjernen.

Årsager og symptomer

Perceptiv hørenedsættelse kan være medfødt eller opstået senere i livet. Medfødt kan skyldes genetiske faktorer, præmatur fødsel, infektioner under graviditeten eller andre medfødte lidelser. Senere opstået perceptiv hørenedsættelse hos børn og unge kan skyldes hovedtraumer, ototoksisk medicin, infektioner såsom meningitis eller langvarig eksponering for høje lyde.

Symptomer inkluderer problemer med at forstå tale, især i støjende omgivelser og generelt nedsat evne til at opfatte lyde. Disse symptomer viser sig ofte ved manglende reaktion på lyd. Øvrige tegn hos børn inkluderer forsinket taleudvikling, uklar udtale, svært ved at følge anvisninger og svært ved at gentage lyde eller ord.

Diagnostisering og behandling

Det er vigtigt at identificere perceptiv hørenedsættelse tidligt, da det kan påvirke tale- og sprogudviklingen samt barnets socialisering og mulighed for deltagelse i dagtilbud og skole. 

Som led i diagnosticeringen, foretages der forskellige høreundersøgelser på en audiologisk afdeling. Diagnosticeringen bidrager med viden om, hvilken type hørenedsættelse der er tale om, hvor stor hørenedsættelsen er, samt hvilke dele af hørelsen der er påvirket. Ofte vil undersøgelser også forsøge at afdække årsagen til hørenedsættelsen.

Behandlingsmulighederne omfatter høreapparater, der forstærker lyde og gør dem mere hørbare. I tilfælde af en svær perceptiv hørenedsættelse tilbydes Cochlear Implant (CI).

Tidlig diagnosticering er vigtig for hurtigt at kunne iværksætte intervention og dermed forbedre barnets hørelse. Derudover er tidlig intervention afgørende for at hjælpe børn med perceptiv hørenedsættelse til at udvikle tale og sprog samt til at støtte den generelle udvikling og integration i hverdagens læringsmiljøer. 

 

Kontakt en speciallæge

Det er vigtigt at søge professionel rådgivning og konsultere en Øre-Næse-Halslæge for nøjagtig diagnosticering og anbefalinger vedrørende behandling.

Find en konsulent, et kursus eller måske ny viden
TAK for din tilmelding!

Du vil ikke modtage en bekræftelsesmail, vi lover dig nemlig at vi ikke vil overfylde din indbakke. HørePosten lander i din indbakke 6 gange om året.