og FN’s internationale tegnsprogsdag
Fra den 22. til 28. september 2025 markeres International Week of the Deaf verden over. Samtidig fejrer vi d. 23. september International Tegnsprogsdag. Begge begivenheder sætter fokus på anerkendelsen af tegnsprog og dets betydning for deltagelse i samfundet.

I år har begge begivenheder temaet: “No Human Rights Without Sign Language Rights” (red. ingen menneskerettigheder uden retten til tegnsprog). FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap fastslår nemlig, at alle lande, der har underskrevet konventionen, forpligter sig til at anerkendes og fremme tegnsprog som et sprog på lige fod med talesprog. På den måde sikrer vi, at personer, der anvender tegnsprog, får adgang til uddannelse, arbejde, sundhed og samfundsliv på lige fod med personer, der anvender talesprog.
Dansk tegnsprog
Tegnsprog er ikke ens over hele verden. Der findes mere end 300 forskellige tegnsprog, som alle er unikke. I Danmark bruger vi Dansk Tegnsprog, som er et visuelt sprog, der udtrykkes gennem hænderne, kroppens og hovedets bevægelser samt ansigtsmimik og mundbevægelser. Det er et selvstændigt sprog med egen grammatik og faste talemåder.
Sproget har rødder tilbage til 1807, hvor Peter Atke Castberg grundlagde den første danske døveskole. Dette var med til at skabe et fællesskab og et fælles sprog for døve i Danmark. I dag anslås det, at omkring 4.000 døve i Danmark bruger tegnsprog som deres primære sprog.
Vil du være med?
- Læs og lær om tegnsprog, f.eks. på dansktegnsprog.dk eller på Danske Døves landsforbunds hjemmeside
- Lær tegnsprog – Kender du et barn eller ungt menneske, der anvender tegnsprog? Så kan du bidrage til deres muligheder for deltagelse ved at lære nogle tegn med TegnApp, som kan hentes i App Store eller Google Play.
- Del viden om tegnsprog, så vi sammen kan gøre hinanden klogere.


