Udgivet: 23.10.25

Halloween

Halloween 2025

Oktober er så småt ved at nå til ende – og det betyder, at halloween er lige rundt om hjørnet!

Denne magiske højtid byder på mange hyggelige oplevelser med masser af gode sprogindlæringsmuligheder. Når I f.eks. skærer græskar ud, kigger på udklædningstøj eller læser jeres favorit halloween-historie, kan det være en god idé at overveje alle de måder, du kan hjælpe barnet med at lære ord og begreber, der knytter sig til denne særlige tid.

halloween

Halloween med AV-strategier

Vi holder kun halloween én gang om året. Derfor er der mange ord, begreber og traditioner, som børn kun støder på en enkelt gang om året. Det gør, at vi har et mere begrænset vindue for at stimulere barnet med sproginput, der knytter sig til denne højtid. Det kan derfor være en rigtig god idé at sætte ord på alt det nye i denne højtid, f.eks. ord som græskar, vampyr, monster, hugtænder og flagermus. Her kan AV-strategierne være et godt redskab til, hvordan du kan sætte ord på de nye halloween-begreber på en meningsfuld måde for barnet med hørenedsættelse.

Halloween med auditiv sandwich

AV-strategien auditiv sandwich kan være en god måde at præsentere nye ord, begreber og traditioner, fordi barnet både får den auditive stimuli først, men samtidig bliver præsenteret for de nye begreber visuelt. På den måde har barnet noget helt konkret at koble det auditive input op på. Når du bruger den auditive sandwich, starter du med at præsentere ordet verbalt, herefter præsenteres det visuelt (f.eks. ved at pege), og til sidst gentager du ordet verbalt igen.

Når I skærer græskar kan du f.eks. sige: ”se lige et stort græskar!”, pege på græskarret, og herefter sige: ”det er godt nok et stort græskar”.

Du kan også bruge strategien til at lære barnet ord fra andre ordklasser, f.eks. adjektiver eller verber. Når I skærer græskar ud, kan du f.eks. sige: ”mit græskar er helt slimet og koldt indeni”, vise barnet dit græskar, lad dem også gerne røre, og herefter igen sige: ”det er virkelig slimet og koldt indeni mit græskar”.

Halloween med udvid

Av-strategien udvid kan også være en god måde at hjælpe barnet med at lære nye ord og begreber, men også hjælpe med opnå mere viden om de ord og begreber, barnet allerede kender. Det er en strategi, som tager udgangspunkt i barnets tale i hverdagen, og den kan derfor bruges i alle de gode snakke I har. Strategien bruges ved, at du gentager barnets sætning, eller dele af den, men tilføjer flere ord til sætningen, så den bliver mere uddybende.

Hvis barnet f.eks. peger på et græskar og siger: ”græskar!”, så kan du sige: ”Ja, det er et græskar. Det har en flot orange farve”.

Strategien kan også bruges, hvis barnet mangler nogle af de nye halloween-ord i sit ordforråd, og derfor enten ikke kan sige ordene eller kalder ordene noget andet end det, de hedder. Det kan f.eks. være, at barnet siger: ”jeg vil gerne have sådan én” og peger på et græskar. Så kan du sige: ”du kunne godt tænke dig et græskar”. På den måde serveres det nye ord for barnet i en meningsfuld kontekst.

Find en konsulent, et kursus eller måske ny viden