Udgivet: 07.12.25

2. søndag i advent

Julekalender med AV-strategierne åbne spørgsmål og udvid 

I december er der en helt særlig juleaktivitet, som de fleste børn og familier i Danmark holder fast i år efter år. Nemlig at se årets julekalender sammen hver dag i december. Selvom formålet med aktiviteten først og fremmest er at julehygge, kan den daglige stund med julekalender også bruges til at understøtte sprogudviklingen hos børn med hørenedsættelse ved hjælp af få, simple auditiv-verbale strategier (AV-strategier) 

2. søndag i advent

Åbne spørgsmål 

Ved at bruge AV-strategien åbne spørgsmål, kan du skabe dialog om dagens afsnit i julekalenderen. Strategien går ud på, at du stiller barnet spørgsmål, som inviterer barnet til at fortælle mere end blot ”ja” eller ”nej”. Strategien kan med fordel bruges før og efter dagens afsnit.  

Du kan f.eks. spørge: 

  • ”Hvad tror du, der sker i afsnittet i dag?” 
  • ”Hvad skete der i afsnittet i går? Det har jeg helt glemt.” 
  • ”Gad vide, hvad *hovedpersonen* tænker?” 
  • ”Hvad synes du var mest spændende/sjovt i dagens afsnit?” 

Udvid 

Når dit barn svarer på dine åbne spørgsmål, kan du bruge AV-strategien udvid. Strategien går ud på, at du gentager og udvider på det, barnet allerede har sagt.  
 
Et eksempel kunne være: 
1. Du spørger: ”Hvad skete der i afsnittet i går? Jeg har helt glemt det.” 
2. Barnet svarer: ”I går blev nissen sur.” 
3. Du udvider: ”Åh ja, nissen blev sur i går, fordi pigen havde spist alt hans risengrød.” 
 
Du kan også med fordel bruge denne strategi, hvis dit barn kommenterer på noget, mens I ser dagens afsnit. Hvis barnet f.eks. siger: ”ej se, nu tager hun den!”, så kan du gentage og udvide med: ”åh nej, nu tager pigen nissens risengrød. Det var da noget værre noget”.  

U-landskalenderen 2025 

Siden 1962 har vi i Danmark haft en U-landskalender, som har givet danske børn indblik i, hvordan et børneliv kan se ud i et udviklingsland. I år har kalenderen fokus på Jakarta, Indonesiens hovedstad, og hvordan byen påvirkes af klimaforandringer. 

Ud over at man kan se årets U-landskalender i fjernsynet, så kan du også finde et væld af forskellige materialer på U-landskalenderens hjemmeside. Materialerne kan både bruges til undervisning på skoler, men også til leg og læring derhjemme.  

På hjemmesiden kan du f.eks. finde: 

  • Fire små historier som lydbøger
    Bøgerne findes også som e-bøger med fine billeder, som f.eks. kan bruges til højtlæsning. Dem finder du på siden her  
  • E-bogen ”Vulkaner, jordskælv og tsunamier”, som kan bruges til at lære dit barn om de forskellige naturfænomener. Den finder du på siden her 
  • DR Ramasjang kan du finde serien ”Jagten på regnbuens magiske bamse”, hvor Hr. Skæg og Motor Mille rejser til Indonesien. 

Ud over at give barnet (og måske dig selv) ny viden om Indonesien, klimaforandringer og livet som barn i Jakarta, så giver materialerne også rig mulighed for at bruge AV-strategierne åbne spørgsmål og udvid – på samme måde som med TV-julekalenderne. På den måde kan materialerne også bruges til at understøtte barnets sproglige udvikling.  

Måske dette også er noget for dig:

Find en konsulent, et kursus eller måske ny viden.