Udgivet: 01.12.25

1. søndag i advent

1. søndag i advent, børn og gave

 

Julen er en helt særlig tid på året. For mange børn og familier byder julen på et væld af aktiviteter. Julefrokoster, luciaoptog og klippe-klistredag er bare nogle af de aktiviteter, der ofte er i kalenderen hos danske familier i december måned.  

 

Flere af de hyggelige juleaktiviteter kan være særligt lyttekrævende, når man har en hørenedsættelse. Vi er ofte flere mennesker samlet, end vi er vant til, og det kan gøre støjniveauet højere. Begejstring og spænding over julen og dens mange begivenheder kan også få os til at glemme at tale én ad gangen. Derfor er det også en måned, hvor vi kan have brug for at være særligt opmærksomme på lyttemiljøet til gavn for os alle men selvfølgelig også for børn med hørenedsættelse.  

Det kan være en god idé at have fokus på: 

  • At tale én ad gangen.  
  • At have ansigtet vendt mod barnet, når du taler til ham/hende.    
  • At huske at anvende barnets høretekniske hjælpemidler i relevante situationer – herunder eventuelt at vise gæster, som ikke er vant til at bruge hjælpemidlet, hvordan det bruges, og minde dem om at bruge det, hvis det glipper. 
  • At undlade at afspille (jule)musik i baggrunden, når barnet indgår i samtaler, så der er mindst mulig baggrundsstøj, der kan forringe talesignalet.

 

Det er også en god idé at have ekstra fokus på barnets behov for pauser i julen. Særligt hvis barnet ikke mestrer selv at regulere i behovet for pauser. Selvom vi gør alt, hvad vi kan, for at sikre et godt lyttemiljø, vil nogle børn med hørenedsættelse opleve træthed. Og måske også i højere grad, end de er vant til pga. de øgede aktiviteter og lyttekrav, der kan være i julen. Her kan pausen være et godt redskab til at oplade barnet med ny energi, så det efterfølgende kan deltage i festlighederne igen. Pauser kan se ud på mange måder. Det kan f.eks. bestå af leg eller en aktivitet på værelset, en kort gåtur eller en tur ud at gynge eller hoppe på trampolin. 

Når julen om lidt banker på døren, så overvej gerne hvilket lyttemiljø, barnet bliver tilbudt. På den måde kan vi sørge for, at julen bliver en magisk tid for alle, og at børn med hørenedsættelse kan deltage i julens aktiviteter på lige fod med andre børn. 

 

Måske dette også er noget for dig:

Find en konsulent, et kursus eller måske ny viden.