Udgivet: 30.09.26

Efterår med AV-strategier

Sommeren er gået på hæld, og som du nok allerede har bemærket, byder efteråret på omskifteligt vejr. I denne udgave af HøreAktuelt får du inspiration til, hvordan du kan indtænke forskellige auditiv-verbale-strategier (AV-strategier) i både indendørs og udendørs efterårsaktiviteter med et barn med hørenedsættelse.

Indendørsaktiviteter med AV-strategier

Når det regner og blæser, kan I blive indenfor og lave nogle hyggelige efterårsaktiviteter sammen.

Måske har barnet lyst til at være med til at bage boller eller en kage. Her kan du inddrage AV-strategien Auditivt først. Lad barnet finde ingredienserne, ved at du først giver en instruktion udelukkende auditivt, ved f.eks. at sige ”nu skal du finde sukkeret”. Med denne strategi fortæller du først barnet, hvad det skal finde, uden at pege eller vise, hvad det er. Barnet skal således finde ingrediensen ud fra det auditive input alene. Denne strategi styrker barnets evne til at lytte og forstå det hørte. Derudover kan du sætte ord på de ting, I gør, undervejs i bageprocessen, f.eks.: ”Nu kommer vi bagepulver i dejen”. Her kan du lægge særligt tryk på et bestemt ord i sætningen. Denne strategi kaldes Acoustic highlighting. Du kan highlighte bestemte ord ved f.eks. at bruge højere stemmestyrke, ændre dit toneleje, trække på en lyd i ordet eller sige ordet langsommere. At sætte ord på hvad I gør undervejs i bagningen, kan også være med til at fremme barnets ordforråd, ved at fremhæve ord, som barnet måske ikke kender i forvejen. Derved får I mulighed for at snakke om, hvad ordet betyder, hvordan det ser ud, hvad det bruges til og evt. hvordan det føles, lugter og smager. På denne måde får barnet gode forudsætninger for både at lære og huske ordet.

På en grå regnvejrsdag kan det også være hyggeligt at blive indenfor og læse en god bog. Her kan du indtænke AV-strategier som en del af højtlæsningen for dit barn. Det kan f.eks. være strategien Sabotage, som går ud på, at du gør noget skørt eller uventet, som barnet skal rette. Det kan være, at du vender bogen på hovedet og derefter afventer, at barnet reagerer på dette. Det kan også være, at I laver et puslespil sammen, hvor du bevidst sætter puslespilsbrikken et forkert sted, hvilket barnet skal opdage og kommentere. Denne AV-strategi er en sjov måde, hvorpå du kan opfordre barnet til at bruge sit sprog.

Udendørsaktiviteter med AV-strategier

Der er også dage, hvor I har lyst til at lave nogle aktiviteter udenfor. Det kan være at gå en tur i skoven for at se på de flotte efterårsfarver. Her kan I f.eks. lave en aktivitet, hvor I skal lede efter ting i skoven. Du kan lave og printe en bingoplade med forskellige ting, man kan finde i skoven, f.eks. svampe, insekter, planter eller lignende. I denne aktivitet kan du benytte AV-strategien Auditiv sandwich, hvor du først fortæller barnet, hvad det skal finde, uden at vise billedet på bingopladen ved at sige ” Prøv om du kan finde en kastanje?”. Hvis barnet er i tvivl om, hvad det skal finde, kan du derefter give et visuelt hint ved at vise billedet af en kastanje, og til sidst give det auditive input igen, ved at du gentager ordet for barnet.

I kan også være opmærksomme på alle de forskellige lyde, der kan høres, når man går en tur i skoven. Det kan være en spætte, der trommer, bladene, der rasler i vinden eller fuglesang. Når I hører en lyd, kan du stoppe op og sige ”Hov, jeg hørte en lyd – hvad mon det var for en lyd?” eller blot sige ”Lyt!” og derved henlede barnets opmærksomhed på de forskellige lyde i skoven. Når barnet har lyttet, kan I sammen tale om, hvad det mon var for en lyd, og hvor den kom fra. På denne måde er du med til at understøtte barnets auditive opmærksomhed.

Har du brug for rådgivning om, hvordan du kan få flere AV-strategier ind i hverdagen?

Find en konsulent, et kursus eller måske ny viden.