I anledning af International Week of the Deaf sætter vi fokus på døve børn og unges rettigheder samt de udfordringer, de og deres familier kan møde. Ugen, som organiseres af World Federation of the Deaf (WFD), understreger vigtigheden af, at døve børn og unge har mulighed for at deltage aktivt i samfundet og blive hørt – også gennem brugen af tegnsprog.
FNs Internationale tegnsprogsdag
Ugen skydes i gang med FN’s internationale tegnsprogsdag, mandag den 23. september 2024. Dagen fokuserer på betydningen af tegnsprog, som blev anerkendt som officielt sprog i Danmark i 2014. Tegnsprog giver mennesker uden adgang til talt sprog mulighed for at kommunikere og deltage i sociale fællesskaber. Dagen skal fremme kendskabet til, hvordan tegnsprog spiller en afgørende rolle for døve menneskers rettigheder.
Vær med til International week of the Deaf
Du kan støtte døve børn og unges rettigheder samt deltage i International Week of the Deaf på flere måder:
- Bliv klogere: Læs mere om International Week of the Deaf på WFD’s hjemmeside, og få indsigt i døve børns rettigheder gennem FN’s deklaration.
- Lær tegnsprog: Uanset din relation til barnet/den unge, kan du bidrage til at styrke deres muligheder for kommunikation ved at lære tegnsprog. TegnApp er et godt sted at starte.
- Skab opmærksomhed: Del din viden, dine erfaringer og historier for at skabe større bevidsthed om døves rettigheder og deres muligheder for at indgå i fællesskaber.
- Bliv en del af fællesskabet: Deltag i fællesskaber som f.eks. Danske Døves Ungdomsforbund, der arrangerer aktiviteter for døve børn og unge i alderen 0-30 år.
Sammen kan vi arbejde for at skabe et samfund, hvor både døve og hørende børn og unge får lige muligheder for at vokse og trives.